Super-gymnaster fra Brøderup i BonBon-Land

You are here

2014/06/30

Onsdag den 25. juni fik BonBon-Land traditionen tro plænen fyldt med dygtige gymnaster fra Brøderup Ungdomsskole, der på den måde satte punktum for skoleåret.

Mere end 100 glade elever fra Brøderup Ungdomsskole hoppede på cyklen og trådte de knap 15 km med direkte kurs mod BonBon-Land og med gymnastiktøjet på bagagebæreren. Det har gennem en årrække været en tradition, at efterskole-eleverne sætter punktum på et godt skoleår ved at give BonBon-Lands gæster en smagsprøve på, hvad de har brugt deres energi og kræfter på det seneste år. Og der var også i år som sædvanligt lagt op til en opvisning ud over det sædvanlige. En opvisning, som de havde set frem til rigtig længe, fortæller forstander på Brøderup Ungdomsskole, Jesper Mather.

- Opvisningen i BonBon-land er helt speciel, og vores elever glæder sig altid rigtig meget til at vise, hvad de kan og har lært i løbet af skoleåret. Det er en af de allersidste opvisninger, så de er parate til at give tilskuerne en fantastisk oplevelse. Ungdomsskolens forstander er glad for samarbejdet med BonBon-land, som han syntes er en god afslutning på skoleåret, hvor de unge mennesker får en helt særlig oplevelse sammen. 

Hos BonBon-Land glæder vi os som altid rigtig meget til, at de super dygtige gymnaster lægger vejen forbi vores forlystelsespark
- Besøget fra Brøderup Ungdomsskole er en af de traditioner, vi sætter meget stor pris på her i BonBon-Land. Det giver en helt særlig stemning, når mere end 100 glade unge gymnaster marcherer syngende gennem forlystelsesparken. Og så er det selvfølgelig dejligt samtidig at kunne give vores gæster en ekstra oplevelse med den professionelle og altid kreative opvisning gymnasterne leverer hvert år, siger BonBon-Lands Salg- og Marketingchef Mette Rasmussen.