BonBon-Land klar til en ny skideskæg sæson

You are here

BonBon-Land – marts 2013

St. Bededag slår BonBon-Land dørene op til en ny sæson med skæg, ballade og hundeprutter til en favorabel entrépris på 99 kr.

De ansatte i parken er i fuldt sving med de sidste forberedelser, så alt er klart til den store åbning d. 26. april kl. 10.00. Her vil Næstveds borgmester, Carsten Rasmussen, klippe den røde snor over og derved markere åbningen af BonBon-Land, som slår dørene op til sin 21. sæson. Det grønne tamburkorps vil spille op til festlighederne og BonBon-Lands skøre maskotter deler chokolade ud til børnene.

”Vi har arbejdet hårdt hen over vinteren og ser frem til vores traditionelle åbning med borgmesteren og det grønne tamburkorps. Vi er glade for at byde velkommen til endnu en sæson i Danmarks skøreste og sjoveste forlystelsespark, og vi er sikre på, den bliver en succes med alle vores gode forlystelser for hele familien” fortæller direktør Thomas Jellum.

Spændende events og gode tilbud

Der vil, som altid, være masser af skøre og sjove begivenheder i BonBon-Land, som gæsterne kan se frem til at være en del af. Der er noget for alle, store som små og piger og drenge. Af spændende arrangementer i løbet af året kan bl.a. nævnes besøg af Ferrari-klubben, som vil fremvise deres fede biler, DBU’s pigecup, hvor præmieoverrækkelsen foregår i BonBon-Land og så kigger Svampebob Firkant også forbi.

Med over 60 supersjove forlystelser I BonBon-Land er der noget for alle aldre, bl.a. Svend Svingarm, Hankatten og Cobratårnet som rykker for vildt for de ældste og modigste. I den mere rolige afdeling for hele familien findes Viktor Vandorm, 4D-biografen, Bæverrafting og meget andet, som sagtens kan kilde i maven, hvis man ikke er så stor.

Danmarks billigste

Som altid er der fri adgang til forlystelserne, når entréen er betalt, og i april er der tilbud på entréen, hvis du køber online, så den kun koster 99 kr., hvilket faktisk er den laveste pris siden 1993, og hvis du køber billetten i døren i åbningsdagene koster den kun 149 kr.

”Vi er glade for at kunne fastholde priserne fra sidste år, så vi stadig er Danmarks billigste, både på åbningsdagen og hvis man køber billet online” siger Thomas Jellum.

Hvis man køber billet via BonBonLand.dk er der endda mulighed for at få rabat på billetter resten af året og eventuelt købe et hotelophold oven i hatten. Så det gælder bare om at komme af sted og opleve Danmarks skøreste forlystelsespark. Info: BonBon-Land fylder i år 21 år og var i 2011 Danmarks 9. mest besøgte attraktion. På de største dage er der op til 10.000 gæster. Ligger i Holme-Olstrup 5 km. uden for Næstved.

Gratis for børn under 90 cm - Spar når du køber online!

Nyhedsbrev

Tilmeld dig nu